Oprydning efter kategori: Jeg har sko over ALT

Jeg smed to bøger ud og forbrændte 252 kalorier

endomondo løbetur konmari marie kondo oprydning bøger rod orden

Forleden føltes det, som om jeg ikke kunne være i min krop. Årsag: Jeg havde smidt to bøger ud, som jeg havde fået i gave af min farmor. Løsning: Selvom klokken var mange, så var det eneste, jeg kunne gøre, at spænde løbeskoene og komme ud på vejene. Af sted, af sted, i en sådan fart, at jeg løb tre kilometer hurtigere end nogensinde før – eller i hvert fald hurtigere end Endomondo nogensinde havde målt på mig.

Dansen om den varme grød
Det er omkring en måned siden, jeg gik i gang med at rydde op i mine bøger. Jeg fulgte Marie Kondos regler og lagde ALLE min bøger ud på gulvet, sådan at jeg kunne tage dem i hænderne én ad gangen og beslutte for hver enkelt bog, om det var en, jeg havde lyst til at beholde eller ej.

Allerede da jeg flyttede bøgerne fra mine reoler og lagde dem i bunker på stuegulvet, kom der en følelse af ubehag i maven, da jeg flyttede de to førnævnte bøger. Jeg vidste godt allerede på det tidspunkt, at de her to bøger ville volde mig problemer.

Jeg sorterede mine mange bøger over flere dage, og hver gang jeg fik øje på de to bøger, skubbede jeg dem væk til senere. Jeg udskød beslutningen, og til sidst var der kun de to tilbage. Jeg har flyttet dem hen på sofabordet for at bladre i dem, jeg har flyttet dem tilbage på stuegulvet, og jeg har flyttet dem op på en kommode. Ad flere omgange. Hver gang blev beslutningen udskudt.

De to bøger er i virkeligheden ret tynde og optager ikke nogen særlig fysisk plads i et rum, men de var insisterende til stede i min stue i de uger, bogsorteringen stod på. Som små ustabile atomkerner lå de og sendte radioaktive stråler ud i rummet. Og jeg var meget bevist om deres tilstedeværelse og om den ubehagelige beslutning som ventede mig (for inderst inde vidste jeg godt, at de skulle ud).

Hvorfor ikke bare beholde dem?
Jeg har aldrig læst de to bøger, og deres indhold siger mig absolut intet. Men jeg har fået dem i gave af min farmor. Den ene bog fik jeg, da jeg blev student, og den anden, da jeg begyndte at studere på universitetet. Min farmor havde også skrevet et par ord i dem. Derfor havde de på en måde mere karakter af et kort med en gratuleringshilsen end af bøger, som havde et indhold, der skulle læses.

Jeg har afsindigt svært ved at smide ting ud, og jeg ved, at jeg er nødt til at udsætte mig selv for nogle ubehagelige valg for at lære at kontrollere den brist. Sandheden er, at jeg aldrig ville læse bøgerne, jeg brød mig ikke om deres indhold, og de gav mig heller ikke nogen følelsesmæssig glæde, som kunne berettige, at jeg skulle beholde dem – jeg har nemlig andre kort og breve fra min farmor, som betyder mere for mig.

Man kunne måske spørge: To tynde bøger fra eller til i reolen, vil det virkelig gøre en forskel? Nej, måske ikke visuelt i stuen. Men jeg vidste, at det ville gøre en forskel for mig at tage skridtet og smide dem ud. Jeg er ikke glad for bøgerne, ergo kan jeg ikke beholde dem. Punktum. Sådan bør det være.

Jeg har en slags afhængighed til mine ting, og man behandler jo heller ikke en pille-afhængighed ved at sige: »Du har ikke brug for pillerne i dit liv, men lige de to piller dér, de er så bittesmå, at de ikke gør den store forskel.« Nej tak – Jeg tager en kold tyrker på min samlermani!

Bøgerne røg i skraldespanden
Som sagt var der kun de to bøger tilbage at tage stilling til. Jeg havde flyttet dem lidt rundt i stuen den aften, og til sidst lå de på sofabordet. Pilotaspiranten sagde til mig: »Så behold dem dog, hvis de betyder så meget for dig.« Men de betyder jo ikke så meget for mig, og jeg tænkte, at jeg ikke kunne drukne mig selv i ejendele, jeg ikke har brug for. Så jeg klemte læberne sammen, kiggede stumt på ham, og tog bøgerne i hænderne, hvorefter jeg tog kæmpeskridt ud i køkkenet. Skridtene var så store og bestemte, at de var værdige til Monty Pythons ministerium for gakkede gangarter.

I køkkenet smed jeg bøgerne i skraldespanden. Og gik så gakket tilbage til stuen igen. Det var en overvældende følelse, nærmest ud af kroppen. Jeg tænkte på Miranda i Sex & City, som hælder opvaskemiddel ud over sin chokoladekage for ikke at tage den op af skraldespanden og spise den. Jeg overvejede den samme løsning, men valgte i stedet at bede pilotaspiranten om at gå ned med skraldet, mens jeg tog ud på en løbetur.

Fortrød jeg?
Efter løbeturen og en god nattesøvn vågnede jeg op med en klarhed og lettelse. Så nej, jeg har bestemt ikke fortrudt, at de røg ud. Det er lige modsat. Jeg føler, at den store oprydnings-udfordring, som ligger foran mig, er blevet mindre. Og jeg er helt klar på at gå videre med projektet og få styr på mit rod.

 

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Oprydning efter kategori: Jeg har sko over ALT