Læg alle tingene ud på gulvet og få et overblik

Oprydning efter kategori: Jeg har sko over ALT

 

sko-marie-kondo-konmari-oprydning-orden-rodForleden skrev jeg om den åbenbaring, jeg havde over mit vasketøjet i forhold til at rydde op i kategorier. Derfor tænkte jeg, at jeg ville skrive lidt mere om kategori-oprydningsmetoden.

Du er måske vant til at tænke, at du først skal begynde at rydde op i, lad os sige soveværelset for bagefter at bevæge dig ind i stuen, hvorefter du tager køkkenet og så videre. Men faktisk er det bedre at inddele oprydningen i kategorier (tøj, bøger, papirer) frem for at tage ét rum ad gangen – eller for den sags skyld ét møbel eller én skuffe ad gangen.

Hvorfor så det? Årsagen er, at vi ofte har samme type ejendele liggende flere steder i hjemmet, ikke bare i ét rum eller i ét møbel.

Sko over alt
Jeg opbevarer for eksempel sko i hele fire rum – det vil sige ALLE rum i hele lejligheden undtagen køkkenet og badeværelset. Nej vent! Jeg tror faktisk, jeg smed mine støvler på badeværelset, da mine fødder kom trætte hjem fra Nik og Jay-koncert i går aftes. Derudover har jeg sko stående i en reol på soveværelset, jeg har sko på gulvet i entreen, jeg har sko i garderobeskabet, som står på vores lille kontor, og jeg har sko i stuen. Mens jeg skriver disse ord rammer min venstre fod faktisk den store opbevaringspose, som huser 5-7 par sko.

Ja, jeg ved godt, at sko ikke burde bo under spiseborde. Nej, det er ikke meningen, at det skal være deres faste plads – de står der bare liiige midlertidigt, indtil jeg får ordnet… Nå men, dette indlæg skulle handle om at rydde op i kategorier, og ikke om mine undskyldninger for besynderlig og usmart sko-opbevaring.

Faren ved at rydde op ét rum ad gangen i stedet for at tage alle min sko samlet er, at jeg ikke kasserer nok sko, fordi jeg ikke har et fuldt overblik over, hvad jeg egentlig ejer. Dermed har jeg ikke mulighed for at sammenligne alle skoene. Hvis jeg kun ryddede op i soveværelset, ville jeg beholde alt det fodtøj, der står derinde, dvs. mine lyserøde klipklapere, mine sorte sneakers, mine sorte pumps, mine beige pumps, mine sorte plateausandaler og mine flade brune lædersandaler.

Når jeg en dag, måske fire måneder senere, beslutter mig for at rydde op på kontoret, vil jeg formentlig beholde alle de sko, som står i kassen inde i garderobeskabet. Kassen byder ligeledes på klipklappere, sneakers, pumps, støvler og sandaler. Men ved at fyre ALLE sko ud på gulvet ét sted er jeg ret sikker på, at jeg får lettere ved at vælge, hvilke jeg vil beholde – og dermed, HVILKE jeg IKKE vil beholde.

Nu er det måske lidt specielt at eje så mange sko ud over det hele, men uanset hvad, så giver det et godt overblik at lægge dem alle på ét sted og beslutte, hvilke man vil beholde. Husk at tage ét par sko ad gangen, og husk at tage dem i hænderne og mærket, om de vækker glæde (læs evt. indlæg her).

Måske opbevarer du ikke lige dine sko i flere lokaler, men måske har du så til gengæld sakse flere steder eller bøger eller smykker eller makeup eller noget femte.

Fire pointer i forhold til at rydde op efter kategori
Jeg vil lige runde dagens indlæg af med nogle pointer. Når man rydder op, er det vigtigt at tage alle ting inden for samme kategori ud af skabe og skuffer og lægge dem samlet på gulvet, fordi:

  1. De fleste mennekser opbevarer ikke beslægtede ting på samme sted.
  2. Når du sammenligner tingene på ét sted, kan du sammenligne ting, som ligner hinanden, og det gør det lettere at beslutte, om du vil beholde dem.
  3. Når ting er opbevaret i et skab uden for dit synsfelt, er de nærmest i dvale. Dermed bliver det sværere for dig at beslutte, om de vækker glæde eller ej. Når du henter dem frem i dagslyset, “rusker” du dem så at sige vågne, og det vil være nemmere for dig, om de rører dit hjerte.
  4. Oprydningsprocessen går hurtigere, når du tager en kategori ad gangen, da du slipper for at skulle gentage hele udvælgelses- og opbevaringsprocessen og ikke være i stand til at vurdere nøjagtigt, hvad du vil gemme, og hvad du vil kassere. Gentagelse og spildt tid og kræfter tager livet af motivationen.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læg alle tingene ud på gulvet og få et overblik