Høsttid: kyllingeknæ-høj karse

Ryd op én gang for alle – De seks regler i KonMari-metoden

Kommunisterne har det. Dogmebrødrene har det. Og nu har min blog det også. Et manifest.

Min blog tager udgangspunkt i den japanske oprydningsekspert Marie Kondos filosofi omkring oprydning. Metoden, hun benytter, har hun opkaldt efter sit kælenavn KonMari. Reglerne er egentlig simple. Der er seks af dem, og følger du dem, garanterer Kondo, at du får en ryddelig bolig – og endda uden tilbagefald!

At få orden på hele sit hjem er dog ikke en sekspunktet tjekliste, man bare kan følge fra en ende af, for så at beundre sit arbejde flueben efter flueben. Tjek, tjek, tjek. I hvert fald ikke, når det er mig, der skal have orden på mit hjem.

Der er mere i det end det. Oprydning er en proces med flere stadier, nuancer og følelser. Det er derfor, jeg har valgt at blogge om forløbet i mit eget oprydningsprojekt. KonMari-reglerne vil være en rettesnor gennem forløbet. De er så at sige et skelet, som jeg gennem min blog ønsker at sætte kød på. Ord-kød. Og billed-kød.

KonMari-manifestet lyder:

  1. Forpligt dig til at rydde op
    Oprydning kræver tid og indsats, og det kan være følelsesmæssigt hårdt. Siden du læser med her, har du formentlig en intention om at rydde op. Tro på dig selv, beslut dig for at gøre det, og anvend den rigtig metode (KonMari-metoden, naturligvis).
  2. Forestil dig den ideele livsstil/bolig
    Når du ser den livsstil for dig, som du drømmer om, gør du det faktisk klart for dig selv, hvorfor du gerne vil rydde op. Dette trin mindsker sandsynligheden for tilbagefald til rodet. Jeg har skrevet om øvelsen her.
  3. Ryd op efter kategori, ikke placering
    En af de mest udbredte oprydningsfejl er, at folk rydder op ét rum ad gangen. Denne metode virker ofte ikke, fordi folk tror, at de har ryddet op, men i virkeligheden har de bare flyttet ejendele fra et rum til et andet. Derudover er det svært at få en fuld forståelse for, hvor meget du egentlig ejer. Ved at rydde op én kategori ad gangen, fx tøj, bøger eller makeup for sig, har du fuldt overblik over, hvor meget du præcis ejer, hvilket gør det lettere at vurdere, hvad du skal kassere.
  4. Følg den rigtige rækkefølge
    I løbet af oprydnings-processen bliver ens beslutningsmuskel styrket. Man bliver simpelthen bedre og bedre til at vurdere, om man skal beholde eller kassere en ejendel. Derfor er det vigtigt at lægge ud med noget let, noget, hvor man ikke har følelser i klemme. Billeder og andre sentimentale ejendele skal først sorteres til allersidst. Den rigtige rækkefølge at rydde op i er: tøj, bøger, papirer, småting og til sidst ting med affektionsværdi.
  5. Begynd med at smide ud
    Ved oprydning har nogle folk en tendens til blot at finde opbevaringsplads til deres ejendele uden at kassere noget. Hjemmet ser flot ud på overfladen, men hvis ens skuffer og skabe er proppet med ting, man ikke har brug for, er det umuligt at holde orden, og dette vil før eller siden føre til tilbagefald. For at få succes med oprydning må du begynde med at smide ud. Du kan først planlægge, hvordan dine ting skal opbevares, når du ved, hvor mange ting du rent faktisk har tilbage. Jeg har skrevet mere om det her.
  6. Spørg dig selv, om den vækker glæde
    Når du skal beslutte, om du vil beholde en genstand eller ej, skal du tage genstanden i hånden og stille dig selv spørgsmålet: Vækker den glæde? Behold udelukkende ting, som giver dig glæde. Med KonMari-metoden beslutter du altså ikke, hvad du kasserer, men nærmere, hvad du beholder. Dermed kommer der en mere positiv tilgang til selve oprydningsprojektet. Jeg har skrevet mere om det her.

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Høsttid: kyllingeknæ-høj karse