Sådan vælger du hvad du skal beholde: Vækker den glæde?

Langsom oprydning: Vores bolig skal rumme den person vi er nu og her

langsomhed-konmari-marie-kondo-bed-room-seng-sovevaerelse-relaxJeg holder meget af langsomheden. Jeg kan godt lide at have tid til fordybelse og sansninger, tid til betragtninger, forfinelse og eftertænksomhed. Og bare i det hele taget tid til at mærke kroppen og vejrtrækningen, og tid til at vågne op om morgenen.

Morgener kan være en kamp mod mig selv, og ikke mindst mod tyngdekraften. Det er, som om sofaen, sengen og gulvet bare trækker med en større kraft på denne tid af døgnet. Mine fødder lander tungt på gulvet, og jeg er bestemt ikke en morgen-listetyv. Kroppen trækkes ned, og tempoet trækkes ned. Men så længe der er tid til denne langsomhed, elsker jeg faktisk de langsomme morgener, hvor sanserne, hjernen og kroppen løbende skærpes. Min helt egen mini-evolution: fra tung og klodset organisme til et rigtigt menneske.

I går morges tullede jeg ud i køkkenet og hyggede mig med at riste en skive brød og brygge en cappuccino, for derefter at sidde med det i sofaen og bladre lidt i avisen. Pludselig opdagede jeg, at der var gået lidt over en time. Udadtil havde jeg ikke udrettet andet end at producere opvask og exceptionelt mange krummer på tallerkenen. Og på sofaen. Og på gulvet. Og på maven. Men indadtil havde jeg udrettet lige præcis det, jeg har brug for, for at komme i gang med dagen.

Personlige rekorder
Jeg tror, det er meget vigtigt med portioner af langsomhed i et vores travle samfund. Jeg tror ikke, man tilpasser sig et hektisk samfund ved at løbe hurtigere og hurtigere, men tværtimod ved faktisk at stoppe op og mærke sin vejtrækning netop nu. Survival of the fittest, for nu at blive i evolutionslæreren.

Slow-living er meget oppe i tiden, men vores samfund har det med at hædre de hurtige og effektive handlinger og de personlige rekorder. Også uden for arbejdstiden.

Endomondo fortæller mig, når jeg har en ny rekord. Den er endda så ivrig på mine vegne, at der næsten ikke er den gerning, jeg ikke kan sætte rekord i: Tillykke – Du har nu slået din rekord på distancen i 12-minutters-testen. Tillykke – Ny bedste tid på 1 km, eller ny bedste tid på 5 km, ja endda ny bedste tid på en mil (som jeg ikke engang aner, hvor lang er. Endomondo kan i hvert fald ikke mene en norsk mil, for så langt har jeg ikke løbet, siden måske nogensinde).

Jeg kunne jo bare lade være med at løbe med Endomondo; “løbe nøgen”, som jeg læste i et magasin forleden, at det hedder, når man dropper diverse gadgets. Men selvom jeg ikke løber for at slå rekorder, føles det alligevel godt, at turen bagefter er dokumenteret.

Mens jeg sidder og overvejer, hvorfor jeg mon har det sådan, er der netop tikket en snap ind. Det er et billede af frokostbuffeten på min venindes arbejdsplads. Billedet er der i fire sekunder, og så er det væk. På den ene side tænker jeg, at snapchat er et godt eksempel på min pointe omkring hverdagens hurtigheder, på den anden side tænker jeg, at jeg jo egentlig ikke har behov for at gense ketchupdunkene og de mange ristede pølser, som lå og glinsede frækt i forventningen om den snarlige weekend.

Livet består af en masse flygtige øjeblikke, og snapchat giver os mulighed for at dele disse øjeblikke med hinanden. Det er der vel ikke noget i vejen med. Hverken snapchat eller livet kan sættes på pause.

Det er ikke alt, der skal dvæles ved.

Balance mellem det langsomme og det effektive
Det er nu heller ikke, fordi jeg holder af alt, der er langsomt. Langsomt internet, langsom levering, langsom elkedel – kan være ret så irriterende.

Jeg kan godt lide smarte dimser, som er effektive og gør livet lettere. Regneprogrammer og skriveprogrammer for bare at tage et eksempel. Og min opvaskemaskine har jeg næsten romantiske følelser for. Den nævnte elkedel er (selvom den er langsom) trods alt bedre, end hvis jeg skulle varme mit vand over et bål nede i haven, som jeg i øvrigt skulle tænde med to flintesten.

Jeg kan godt lidt at gøre nogle ting effektivt, sådan at jeg har tid til at være langsom omkring andre ting, som jeg selv vælger.

Produktive hobbyer
Det er vel derfor, at slow-living er blevet moderne. Der skal skabes en balance. Vores hobbyer skal være langsomme, og vores arbejde skal være effektivt. Det er det moderne menneske!

En bekendt sagde for noget tid siden: »Jeg vil gerne være sådan én, der læser bøger. Derfor har jeg besluttet mig for at læse en bog om ugen.« Det minder lidt om mig selv, som har Endomondo med ude og registrere hvert et skridt.

Men hvor står vi, når der proppes produktivitet ind i hobbyen? Gør vi aktivt vores hobbyer til en livsstil i et forkvaklet forsøg på at brande os selv (over for os selv)?

Og hvad sker der, når dit arbejde både er din hobby, dit job og din livsstil? Der er ikke noget at sige til, at man så får en eksistentiel krise, hvis man bliver fyret.

Jeg vil lige understrege, at jeg ikke synes, der er noget som helst i vejen med at have en målsætning for, hvor mange bøger man læser, eller hvor langt eller hurtigt man løber. Hvis man slapper af, når man læser, og målsætningen motiverer én, er det jo en god ting!

Min pointe er, at der skal være en balance. Der skal OGSÅ skal være TID til at føle efter. Det hele kan ikke foregå oppe i hovedet. Jeg læste engang, at en yogi havde sagt: »Du kan ikke tænke dig til at være sig selv. Det er en følelse.«

Oprydning
Tanker og følelser hænger sammen og påvirker hinanden. Forskning har endda vist, at jo mere i kontakt vi er med vores følelsesliv, jo mere kan vi gøre brug af vores tankekapacitet.

Nå, men den her blog skulle jo sådan set handle om oprydning. Hvad har alt der her så at gøre med mit KonMari-oprydningsprojekt?

Selvom det er en lidt lang indledning, er det jeg vil frem til, at KonMari-metoden foregår i følelserne og ikke i hovedet. Jeg har prøvet mange oprydningsmetoder, som foregik i hovedet ved at tage udgangspunkt i udsmidningsregler a la “kassér det du ikke har brugt det sidste år” eller “sådan rydder du op på 3 dage”-guides. De har ikke virket.

Quick-fixes og regler er ikke vejen frem for mig, når det gælder oprydning.

KonMari-metoden går ud på, at du skal røre ved hver eneste ting, du ejer, og beslutte, om de vækker glæde. Det er altså ens sansninger og betragtninger, som er i spil. Langsomheden. Selvom det tager lang tid at gå igennem alle ens ejendele, er man til gengæld HELT FÆRDIG med oprydningen, når man er færdig. Der er altså en grundighed over metoden.

Sjovt nok er det vores rationelle dømmekraft, som giver flest problemer ved oprydning. Tanker a la »jeg får måske brug for foodprocessoren en dag« eller »det er spild at smide blusen ud, den fejler jo ingenting« gør det svært for os at kassere ting, som ellers ikke siger os noget.

Følelser med rødder i fortiden står også i vejen for udsmidningen: »Jeg blev så glad, da jeg fik øreringene i 18 års-fødselsdagsgave. Selvom jeg aldrig kommer til at bruge dem, kan jeg da ikke smide dem ud.«

Der er ikke noget i vejen med at tøve. Hvis det er svært at smide noget ud, tyder det på, at man har en vis tilknytning til tingen. Det er derfor, at det er vigtigt, at vi giver os TID til at overveje hver enkelt genstand nøje og bruger vores opmærksomged på ikke at lade os distrahere af bindiger til fortiden eller tanker om spild i forhold til fremtiden.

Vores bolig skal rumme den person, vi er nu og her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan vælger du hvad du skal beholde: Vækker den glæde?